10/07/2024 0 Kommentarer
To be or not to be, fish 'n' chips og hyggeligt samvær
To be or not to be, fish 'n' chips og hyggeligt samvær
# Nyheder
To be or not to be, fish 'n' chips og hyggeligt samvær
Studietur til London for præsterne i Skads Provsti.
Fra den 2. til 5. juni 2024 deltog jeg i en studietur til London sammen med mine kolleger fra kirken med det overordnede formål at få en dybere forståelse af Shakespeare - hans værker og liv.
Vi havde derfor den store fornøjelse at have Benny Schuster, en dansk ekspert på Shakespeare, som guide under turen. Han tog os med til både kendte og ukendte steder i London, hvor Shakespeares har haft sin gang, og indflydelse på den engelske kultur.
Et af højdepunkterne var vores besøg på The Globe Theatre, som vi kom ind og se til trods for det var lukket for forestillinger den dag. The Globe er en rekonstruktion af det originale teater, hvor mange af Shakespeares stykker først blev opført. At stå i dette cirkulære, åbne teater gav os en fornemmelse af, hvordan det må have været at opleve disse stykker i deres oprindelige kontekst. Vi lærte, at publikum på Shakespeares tid var langt mere engagerede end i dag. De kunne finde på at råbe op, buhe ad karakterer, de ikke brød sig om, og generelt være mere involverede i forestillingen. Lidt som en engelsk fodboldkamp nok.
Benny delte også sin ekspertise om de såkaldte folios med os, altså førsteudgivelser af hans samlede værker, som vi kom ind og så på Royal National Library. Biblioteket husede en folio til flere millioner pund samt de såkaldte "kioskbaskere", eller ”quartos”, som indeholdt et eller to af hans skuespil eller digte.
Et interessant aspekt af turen var at lære om Shakespeares plads i den engelske kultur. I Westminster Abbey's Poets' Corner er Shakespeare placeret, som den øverste blandt alle engelske digter-forfattere, hvilket understreger hans enorme betydning for engelsk litteratur og kultur.
Vi besøgte også Southwark Cathedral, hvor Shakespeares bror, Edmund, der var skuespiller, ligger begravet. Shakespeares brors begravelse blev betalt af en ukendt donor, og han blev begravet om eftermiddagen, sandsynligvis, fordi hans venner i teater truppen optrådte om aftenen og morgenen. En sjov detalje ved denne kirke er deres "Cathedral Cat" ved navn Hodge. Ham kan man følge på instagram.
Når jeg kigger tilbage på turen, så har vi udover selvfølgelig at lære mange gode ting om Shakespeare, også fået mulighed for at styrke vores kollegiale bånd. Det er skønt bare at kunne falde i snak med kolleger, over en god middag, som man ikke ser tit, og derfor ikke taler så meget med. Og samtalerne handlede da heller ikke kun om Shakespeare, men om livet generelt.
Jeg kan både anbefale den hyggelige by-atmosfære i London og selvfølgelig også Shakespeare.
/Christian Bogh
Kommentarer