Af sognepræst Sarah Asp

”Hvert sekund dør der et menneske. Et lys slukkes for aldrig at tændes mere, en stjerne der måske har brændt usædvanlig smukt – i al fald haft sit eget, aldrig før sete spektrum. Et væsen, der måske har strøet genialitet, måske godhed omkring sig, forlader jorden; det kun engang sete – underet der blev kød og blod – hører op at være. Intet menneske var en gentagelse af andre eller skal nogensinde selv gentages. Hvert menneskebarn ligner de kometer, der kun én gang i al evighed rører jordens bane og en stakket tid drager deres lysende vej hen over den – en fosforesceren mellem to evigheder af mørke!”

Sådan bør vi se og mindes ethvert menneskeliv, siger Martin Andersen Nexø med denne smukke tekst i slutningen af Ditte Menneskebarn, udgivet for godt 100 år siden.

Og sådan lyder det også i kirken, når vi samles Alle Helgens Dag. Her mindes vi om, at der fra ethvert levet menneskeliv udgår et særligt lys. Det behøver ikke nødvendigvis at have været et lykkeligt liv eller et godt liv. Men uanset hvad, så har ”et sælsomt under kysset jorden.” Og dette lysende mirakel, som har været her og som nu ikke er mere, har for hver af os, der lever lige nu og her, betydet noget og været med til at gøre vores liv dyrebart og rigt.