Begravelse/bisættelse

Begravelse - bisættelse

Når man mister et menneske man elsker, har man brug for trøst og tryghed. Brug for plads til tro, tvivl og fortvivlelse. I kirken er der plads til alt dette.

En kirkelig begravelse eller bisættelse er de pårørendes afsked med den døde, med det kristne budskab om opstandelse som rammen. Her kan man mindes det liv der er levet, sige tak og få sat ord på de mange følelser. Og først og fremmest kan man være fælles om sorgen og håbet.

'Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.' ( 1. Pet. 1,3 )
Sådan lyder det første ord, der møder os, når vi kommer til dåb med vore små, og sådan er det sidste ord, som lyder inden jordpåkastelsen finder sted i kapel eller på kirkegård.
Når vi i kirken bruger de samme ord ved dåb og ved grav, er det fordi, vi som kirke tror på, at vort menneskeliv, fra vi fødes og til vi dør, er rammet ind i dette levende håb.
Til dette levende håb døbes vi. Under dette håb folder vi os ud og lever. Og i dette håb dør vi. 
I håbet om en glædelig opstandelse engang ved tidernes ende, når kirkens og vor Herre, Jesus Kristus, som vi bekender det i kirkens trosbekendelse, kommer igen for at dømme levende og døde.
En kirkelig begravelse/ bisættelse er altså en gudstjeneste, hvor vi mindes den afdøde, og hvor det midt i al sorg og savn forkyndes, at døden ikke er det sidste, for som vor Herre Jesus Kristus opstod påskemorgen, sådan skal vi også opstå engang ved tidernes ende.

Det skal du gøre

I dagene efter et dødsfald skal man som pårørende, midt i sorgen, tage stilling til en masse spørgsmål og ordne mange praktiske ting. De fleste henvender sig til en bedemand for at få hjælp til det praktiske i forbindelse med dødsfald og begravelse.

Når en person dør, meddeles dødsfaldet automatisk fra sygehus/læge til begravelsesmyndigheden i bopælssognet.
De pårørende skal tage stilling til, om den afdøde skal begraves eller bisættes, hvor det skal foregå og valg af kirkegård.
Tidspunkt for begravelse eller bisættelse aftales – evt. via bedemanden – med kirkekontoret eller præsten.

Samtale med præsten

Før begravelsen eller bisættelsen har de pårørende en samtale med præsten, hvor man sammen forbereder begravelsen. Man snakker om ønsker, vælger salmer og aftaler alt det praktiske. Måske har afdøde selv bestemt, hvordan han/hun gerne vil have det. Måske har de pårørende nogle ønsker. Ellers finder man ud af det sammen. Præsten vil også gerne høre lidt om den afdøde.

Samtalen er også et godt sted at snakke om sorg, frustration, taknemmelighed og alle de andre følelser, der dukker op i forbindelse med et dødsfald. 
Husk at præsten også er der for at støtte og lytte. Han er faktisk uddannet til det, og det kan være rart at snakke med en, der ikke selv har en masse følelser i klemme, men samtidig ved, hvordan man har det.

Præsten har naturligvis fuld tavshedspligt.

Sådan foregår begravelsen/bisættelsen

Begravelsen eller bisættelsen begynder i kirken med bøn, salmer, tekstlæsning og en tale om den afdøde. 
Hvis I har specielle ønsker til salmer eller andet, snakker vi om det til samtalen inden.

Ved både begravelse og bisættelse er jordpåkastelsen central. Præsten kaster tre gange jord på kisten, mens afdøde tiltales med ordene ”af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå”. De tre håndfulde jord symboliserer bevægelsen: Liv – død – liv.

Hvis afdøde skal begraves, sker jordpåkastelsen, når kisten er sænket i graven. 
Hvis afdøde skal brændes, sker jordpåkastelsen i kirken.

En begravelse afsluttes med, at kisten sænkes i jorden på kirkegården, mens en bisættelse afsluttes med, at kisten køres til krematoriet, og senere ved nedsættelse af urnen.